> ## Documentation Index
> Fetch the complete documentation index at: https://docs.consile.ai/llms.txt
> Use this file to discover all available pages before exploring further.

# GDPR & dine rettigheder

> Hvem der er dataansvarlig, hvad vi gemmer (og ikke gemmer), eksport og sletning af data, og hvem der modtager oplysninger.

Consile er bygget til at behandle så lidt data som muligt. Her er, hvad det
betyder for dine rettigheder, i klar tale. Det tekniske fundament er beskrevet i
[Sikkerhed & data](/essentials/sikkerhed-og-data).

## Hvem er dataansvarlig?

* For de data, der passerer gennem Consile fra jeres systemer, og for jeres
  adgangsoplysninger er jeres virksomhed dataansvarlig, og Consile er
  databehandler. Det er reguleret i
  [databehandleraftalen](https://consile.ai/databehandleraftale), som er et bilag
  til [servicevilkårene](https://consile.ai/tos) og accepteres sammen med dem i
  portalen.
* For oplysninger om jeres brugere og kundeforholdet (konto, login, betaling og
  support) er Consile selvstændig dataansvarlig. Det er beskrevet i
  [privatlivspolitikken](https://consile.dk/privatlivspolitik).
* Den AI-tjeneste, I forbinder (fx Claude fra Anthropic eller ChatGPT fra OpenAI),
  vælger I selv. Den er ikke Consiles underdatabehandler, og det, jeres AI
  modtager, er omfattet af jeres egen aftale med AI-leverandøren.

## Hvad gemmer Consile?

* Konto og brugere: organisationens navn, brugernes e-mails og roller, hvem der
  har adgang til hvilke connectors (inklusive adgangsniveau), og hvilke værktøjer
  der er slået til for organisationen.
* Hvilke connectors I abonnerer på, om de er forbundet, og en reference til jeres
  kundeprofil hos betalingsleverandøren.
* En krypteret adgang pr. forbundet konto (token, API-nøgle eller login).
* Navnet på den forbundne konto, hvor connectoren understøtter det (fx firmanavn
  og aftalenummer i e-conomic).
* De AI-klienter, jeres brugere har godkendt, og hver brugers accept af vilkårene
  (tidspunkt, version, IP-adresse og browser).
* Forbrugsstatistik: antal kald pr. værktøj pr. dag, uden indhold.
* Beskeder og ønsker, I sender via [Consile Concierge](/concierge).
* Resultatet af vores løbende tjek af, om jeres forbindelser virker.
* Om I er kommet til Consile via en partner, og den provision, partneren optjener
  på jeres abonnementer.
* En revisionslog over handlinger på kontoen, fx når en connector forbindes eller
  afbrydes, og når abonnementer, roller eller adgange ændres. Den indeholder
  interne id'er, handlingen og tidspunktet, ikke navne, e-mails, tokens eller data
  fra jeres systemer.

## Hvad gemmer vi ikke?

Indholdet fra jeres systemer, fx regnskab, ordrer og søgetal, gemmes ikke. Når
jeres AI stiller et spørgsmål, læser værktøjet direkte hos udbyderen, og svaret
sendes videre til jeres AI. Indholdet af kaldene og svarene logges heller ikke.
Fejler et kald, logger vi fejltypen og en eventuel statuskode, men ikke
udbyderens fejltekst. Ønsker en person indsigt i eller sletning af oplysninger,
der ligger i jeres egne systemer (fx en kunde i jeres regnskab), sker det derfor
i de systemer.

CVR-connectoren slår op i Erhvervsstyrelsens CVR-register med Consiles egen
adgang. Søgningen (fx et CVR-nummer, et firmanavn eller et personnavn) sendes
derfor til Erhvervsstyrelsen.

<Note>
  Consile tjekker jævnligt med et let kald til udbyderen, at jeres forbindelser
  stadig virker. Vi gemmer kun resultatet af tjekket, fx om forbindelsen virker,
  og hvornår den sidst virkede, ikke udbyderens svar.
  Consile-medarbejdere kan se jeres forbrugsstatistik til drift og support, og
  hvert opslag registreres i revisionsloggen.
</Note>

## Indsigt: eksportér dine data

Under [Konto & data](/portal/konto-og-data) henter du med **Download mine data**
filen `consile-mcp-eksport.json`. Den indeholder kontoens oprettelsesdato, en
reference til jeres kundeprofil hos betalingsleverandøren, jeres abonnementer og
forbindelsesstatus, de AI-klienter, du har godkendt, og dine accepter af vilkårene
(tidspunkt, version, IP-adresse og browser). Den indeholder aldrig
adgangsoplysninger eller data fra jeres systemer.

Ønsker du fuld indsigt, fx i brugere, forbrugsstatistik eller supporthenvendelser,
så skriv til [support@consile.dk](mailto:support@consile.dk).

## Sletning: træk adgang tilbage og slet kontoen

<Steps>
  <Step title="Afbryd en enkelt connector">
    Klik **Afbryd connector** og derefter **Bekræft afbrydelse** på connectorens
    side i portalen. Den krypterede adgang (token, API-nøgle eller login) slettes
    straks, og connectoren holder op med at virke for alle brugere i
    organisationen inden for et minut. Abonnementet fortsætter, indtil en
    administrator opsiger det. Har connectoren flere portaler, gælder knappen kun
    den første portal. En ekstra portal fjerner en administrator med **Fjern** i
    kortet **Portaler**, og så slettes dens adgang også.

    Afbrydelsen sletter kun den adgang, Consile har gemt. Adgangen hos udbyderen
    (app-godkendelse, API-nøgle eller login) består, indtil du selv fjerner den.
    Se det sidste trin nedenfor.
  </Step>

  <Step title="Opsig et abonnement">
    Når et abonnement ophører, sletter Consile automatisk den gemte adgang til den
    connector. Køber I connectoren igen, skal den forbindes på ny. Fejler en
    betaling blot, sættes connectoren på pause, men den gemte adgang bevares, så I
    ikke skal forbinde igen, når betalingen går igennem. Se
    [Abonnement](/portal/abonnement).
  </Step>

  <Step title="Fjern et medlem af teamet">
    En administrator kan fjerne et medlem under [Team](/portal/team). Medlemmets
    rolle og adgange til connectors slettes med det samme, og personen kan ikke
    længere logge ind i organisationen.
  </Step>

  <Step title="Slet hele kontoen">
    Kun en administrator kan slette kontoen, og sletningen gælder hele
    organisationen. Skriv **SLET** i feltet under **Dine data (GDPR)** på
    [Konto & data](/portal/konto-og-data), og klik **Anmod om sletning**. Med det
    samme sker følgende:

    * Al adgang til connectors fjernes, og ingen AI kan længere bruge dem.
    * Alle krypterede adgangsoplysninger (tokens, API-nøgler og logins) slettes
      permanent.
    * Du logges ud, og det er ikke muligt at købe eller forbinde connectors, mens
      sletningen er planlagt.

    Sletningen opsiger ikke jeres abonnementer automatisk. Opsig dem under
    [Abonnement](/portal/abonnement), før du sletter kontoen, så I ikke bliver
    trukket ved en fornyelse i fortrydelsesperioden.

    I de følgende 14 dage bevares de øvrige kontodata (fx brugere, godkendte
    AI-klienter, accept af vilkår, forbrugsstatistik og supporthenvendelser), men
    ingen adgangsoplysninger og ingen data fra jeres systemer. Vil I fortryde, så
    kontakt support inden fristen. Jeres connectors skal derefter forbindes igen.

    Efter fristen slettes kontoen endeligt: alle kontodata hos Consile slettes,
    organisationen og alle dens brugere slettes hos login-tjenesten (Stytch),
    abonnementer, der stadig kører, opsiges, og kundeprofilen hos Stripe
    anonymiseres. Se nedenfor, hvad der bevares.
  </Step>

  <Step title="Fjern adgangen hos udbyderen (anbefalet)">
    Consile tilbagekalder ikke selv adgangen hos udbyderen, hverken når du
    afbryder en connector, når et abonnement ophører, eller når kontoen slettes.
    Vil du være helt sikker, så fjern også Consiles adgang hos udbyderen. For
    connectors, du har forbundet med login eller app-godkendelse (fx Google, Meta,
    LinkedIn, HubSpot, Shopify, Dinero, Business Central og e-conomic), fjerner du
    Consile i udbyderens indstillinger. I Billy sletter du adgangstokenen, og i
    Uniconta sletter du den bruger, du oprettede til Consile, eller skifter dens
    adgangskode. En Ordrestyring-nøgle kan kun gøres ugyldig af Ordrestyrings
    support. Se oversigten pr. connector i
    [Fejlfinding](/troubleshooting#fjern-consiles-adgang-helt).
  </Step>
</Steps>

## Hvad bevares efter sletning?

* Fakturaer og betalingshistorik hos Stripe, fordi bogføringsloven kræver det.
  Kundeprofilen anonymiseres (navn, e-mail, telefon og adresse fjernes), men
  allerede udstedte fakturaer ændres ikke.
* Revisionsloggen i op til 400 dage fra hver hændelse. Den indeholder interne
  id'er, handlingen og tidspunktet.
* En kvittering for, at sletningen er gennemført.
* Er I kommet via en partner, bevares Consiles bogføring af partnerens provision
  (beløb og et internt id), fordi bogføringsloven kræver det.
* Kontakten og de tilknyttede oplysninger i Consiles CRM-system (HubSpot)
  slettes ikke automatisk. Skriv til
  [support@consile.dk](mailto:support@consile.dk), hvis de også skal slettes.

## Leverandører og andre modtagere

### Underdatabehandlere

Consile bruger to underdatabehandlere til at levere tjenesten. De behandler
oplysninger på jeres vegne under
[databehandleraftalen](https://consile.ai/databehandleraftale) (Bilag B). Vi
varsler mindst 30 dage, før vi tilføjer eller skifter en underdatabehandler.

| Underdatabehandler | Opgave | Placering | Overførselsgrundlag |
| - | - | - | - |
| Amazon Web Services (AWS) | Hosting, database og nøglehåndtering | EU (Frankfurt, Tyskland) | Behandling i EU |
| Stytch | Login og identitet for jeres brugere og AI-klienter | USA | EU-U.S. Data Privacy Framework / SCC |

### Modtagere, hvor Consile er selvstændig dataansvarlig

Disse leverandører er ikke underdatabehandlere. De modtager kun oplysninger om
jeres brugere og kundeforholdet, som Consile selv er dataansvarlig for, og aldrig
data fra jeres systemer. Behandlingen er beskrevet i
[privatlivspolitikken](https://consile.dk/privatlivspolitik).

| Modtager | Formål | Hvad de modtager |
| - | - | - |
| Stripe | Betaling, abonnementer og fakturaer | Kundeprofil, abonnementer og betalinger. Betalingskortet indtaster du direkte hos Stripe |
| HubSpot | Consiles CRM-system til kunderelation og support | Navn og e-mail på brugere, der logger ind, køb og abonnementsstatus (connector, beløb og valuta), accept af vilkår, beskeder sendt via Concierge og kampagneparametre fra det link, du kom ind via. Desuden månedens forbrugsstatistik (antal kald pr. værktøj), når en Consile-medarbejder åbner jeres aftale i CRM-systemet |
| Meta og Google | Måling af Consiles egne annoncer, kun med samtykke | En hashet værdi af e-mailen (ikke selve adressen), et internt hændelses-id, et eventuelt klik-id fra annoncen og ved køb beløb og valuta. Meta modtager desuden et hashet internt id, IP-adresse, browseroplysninger og sidens adresse |
| Google (Google Fonts) | Skrifttyper i portalen | Din IP-adresse og browseroplysninger, når din browser henter skrifttyperne til portalen |

Annoncemålingen sker kun for organisationer, hvor en bruger har accepteret
marketing-cookies på consile.ai og derefter er gået videre til portalen via et
link fra consile.ai. Der sendes en hændelse første gang, brugeren logger ind på
den måde, og når et køb gennemføres. Til Meta sendes desuden en hændelse, når et
køb påbegyndes. Uden samtykke sendes intet. Consile registrerer kun, at
samtykket er givet, og hvilke hændelser der er sendt, og det sker med interne
id'er.

Er jeres organisation kommet til Consile via en partner, fx via partnerens
henvisningslink, kan partneren i Consiles partneroversigt se jeres navn som
kunde, hvilke connectors I abonnerer på, og hvor meget provision partneren har
optjent på jer. Det gælder, når Consile har godkendt tilknytningen. Partneren ser
ikke jeres brugere eller data fra jeres systemer.

<Warning>
  Consile behandler jeres data og adgangsoplysninger i EU (Frankfurt).
  Underdatabehandleren Stytch behandler identitetsoplysninger (fx din e-mail) i
  USA under EU-godkendte overførselsmekanismer (DPF/SCC).
</Warning>

Spørgsmål om databehandling? Skriv til
[support@consile.dk](mailto:support@consile.dk), eller læs
[databehandleraftalen](https://consile.ai/databehandleraftale),
[servicevilkårene](https://consile.ai/tos) og
[privatlivspolitikken](https://consile.dk/privatlivspolitik).


This documentation is built and hosted on [Mintlify](https://mintlify.com), a developer documentation platform.