> ## Documentation Index
> Fetch the complete documentation index at: https://docs.consile.ai/llms.txt
> Use this file to discover all available pages before exploring further.

# Outlook

> Læseadgang til den forbundne brugers egen Outlook-postkasse og kalender: mapper, mails, søgning, hele tråde, vedhæftede filer, kalendere og aftaler. Opslagene sker live hos Microsoft, og Consile gemmer intet af indholdet.

*[Read this page in English](https://docs.consile.ai/en/connectors/outlook.md)*

Outlook-connectoren giver din AI læseadgang til én Microsoft 365-brugers egen
postkasse og kalender. Din AI kan se mapperne, liste og søge i mails, læse en mail
eller en hel tråd, hente indholdet af en vedhæftet fil og læse kalendere og aftaler
med deltagere og mødelink. Du forbinder med en Microsoft-arbejds- eller skolekonto,
og din AI ser aldrig selve adgangen.

> [!NOTE]
>
> Connectoren læser kun den forbundne brugers egen postkasse og egne kalendere.
> Delte postkasser og kollegers postkasser er ikke med. Kontakter er heller ikke
> med.

> [card] Adgang
>
> Kun læsning, også hos Microsoft

> [card] Godkendelse
>
> Microsoft-arbejdskonto

> [card] Data
>
> Live opslag · hostet i EU, Frankfurt

* **Pris:** 299 kr/md ekskl. moms. Ingen binding, opsig når som helst. Prisen
  dækker 1 bruger og 1 aftale (én forbundet postkasse). Hver ekstra bruger og hver
  ekstra aftale koster 149,50 kr/md ekskl. moms. I EUR er prisen 39 EUR/md ekskl.
  moms og 19,50 EUR pr. ekstra bruger eller aftale. Også med i
  [Consile Studio-medlemskabet](https://docs.consile.ai/portal/medlemskab.md) og
  [den gratis udgave](https://docs.consile.ai/portal/gratis-udgave.md). Se [Priser](https://docs.consile.ai/portal/priser.md).
* **Brugere:** den, der køber Outlook, får automatisk den inkluderede adgang. Skal
  flere kolleger bruge Outlook i deres AI, giver en administrator dem adgang under
  **Team** i portalen (vælg **Alle værktøjer** ud for Outlook på personens side). En
  ekstra bruger faktureres forholdsmæssigt fra den dag, adgangen gives. En kollega
  uden adgang kan godt se værktøjerne i sin AI, men hvert opslag afvises med en
  besked om at bede en administrator om adgang. Har I
  [Consile Studio-medlemskabet](https://docs.consile.ai/portal/medlemskab.md), giver en administrator i stedet
  én medlemskabslicens pr. person, og den dækker også Outlook. Se
  [Team](https://docs.consile.ai/portal/team.md). Læs [Hvem kan læse postkassen?](#hvem-kan-læse-postkassen),
  før du giver kolleger adgang.
* **Flere postkasser:** portalen kalder hver forbindelse til systemet en aftale, og
  én aftale er én postkasse. Skal din AI kunne læse flere postkasser, klikker en
  administrator **Tilføj aftale** på kortet **Forbindelser** på connectorens side i
  portalen, og aftalen forbindes med den næste brugers Microsoft-konto. Hver aftale
  får sin egen adresse, fx `https://mcp.consile.ai/outlook-2/mcp`, som du tilføjer
  som en separat connector i din AI. Under
  [Consile Studio-medlemskabet](https://docs.consile.ai/portal/medlemskab.md#en-aftale-mere-i-et-system) og i
  [den gratis udgave](https://docs.consile.ai/portal/gratis-udgave.md) gælder andre regler for at tilføje en
  aftale. Se
  [Forbind Outlook](https://docs.consile.ai/connect/forbind-outlook.md#flere-postkasser).
* **Endpoint:** `https://mcp.consile.ai/outlook/mcp` (din egen, navngivne connector
  i din AI).

## Hvad kræver det?

* **En Microsoft-arbejds- eller skolekonto.** Du logger ind med en konto i jeres
  organisation hos Microsoft. En personlig Microsoft-konto (fx Outlook.com eller
  Hotmail) kan ikke bruges.
* **En postkasse i Microsoft 365.** Brugeren skal have sin postkasse og kalender i
  Exchange Online, altså i Microsoft 365.
* **Måske en administrators godkendelse.** Mange organisationer lader ikke brugerne
  selv godkende, at en app læser mail og kalender. Så skal en Microsoft-administrator
  godkende Consile først. Se
  [Forbind Outlook](https://docs.consile.ai/connect/forbind-outlook.md#hvis-microsoft-beder-om-en-administrators-godkendelse).

## Forudsætninger

**1. Abonnement**

Connectoren skal være købt i [portalen](https://app.consile.ai). Se
[Tilkøb en connector](https://docs.consile.ai/portal/tilkoeb-connector.md).

**2. Microsoft godkendt**

Den bruger, hvis postkasse din AI skal læse, logger ind med sin
Microsoft-arbejdskonto og godkender Consile hos Microsoft. Se
[Forbind Outlook](https://docs.consile.ai/connect/forbind-outlook.md).

**3. Adgang til din bruger**

Er I flere brugere på kontoen, skal en administrator tildele dig Outlook under
**Team** i portalen. Den, der købte connectoren, har adgang fra start. Har du
oprettet din egen Consile-konto, men hører til en virksomhed, der allerede har
Outlook, så bed jeres administrator om en invitation til teamet i stedet for at
købe igen. Se [Team](https://docs.consile.ai/portal/team.md).

**4. Din AI forbundet**

Hver bruger tilføjer connectoren i sin egen AI og logger ind med sit eget
Consile-login. Se [Forbind Claude](https://docs.consile.ai/connect/forbind-claude.md) eller
[Forbind ChatGPT](https://docs.consile.ai/connect/forbind-chatgpt.md).

## Hvem kan læse postkassen?

En aftale læser altid den postkasse, der blev forbundet, uanset hvem i jeres team
der spørger. Det er ikke den enkelte brugers eget Consile-login, der afgør, hvilken
postkasse der læses.

> [!WARNING]
>
> Alle i jeres Consile-konto, der har adgang til Outlook, kan bruge alle
> Outlook-aftaler. Forbinder tre kolleger hver deres postkasse på hver sin aftale,
> kan hver af dem også læse de to andres mails og kalendere, hvis de tilføjer de
> andre aftalers adresser i deres AI. Adgangen gives pr. system, ikke pr. aftale. Giv
> derfor kun Outlook-adgang til personer, der må læse alle de postkasser, I har
> forbundet.

Bruger kun én person Outlook, eller har de personer, der har adgang, alligevel lov
til at læse hinandens mail, er det ikke et problem. Ellers så forbind kun
postkasser, som alle med Outlook-adgang i jeres Consile-konto må læse.

## Hvad sker der med dine data?

Outlook-connectoren er bygget som live opslag. Consile gemmer ikke dine mails,
vedhæftede filer eller kalenderaftaler:

* **Ingen kopi hos Consile.** Når din AI kalder et værktøj, henter Consile svaret
  hos Microsoft i det øjeblik og sender det direkte videre til din AI. Consile laver
  ingen kopi, intet søgeindeks og intet mellemlager af indholdet.
* **Intet indhold i loggen.** Consile logger tekniske hændelser, fx hvilket værktøj
  der blev kaldt, hvornår, hvor lang tid det tog, og om det lykkedes. Søgeord, mails,
  vedhæftede filer og aftaler logges ikke.
* **Det gemmer Consile:** adgangen til Microsoft, krypteret med en nøgle, der kun
  gælder jeres konto, og navnet og e-mailadressen på den forbundne Microsoft-bruger,
  som portalen bruger som aftalens navn. Begge dele slettes, når en administrator
  afbryder forbindelsen.
* **Din AI-tjeneste.** Det, din AI får at se, behandles derefter af den AI-tjeneste,
  du selv har forbundet (fx Claude eller ChatGPT), efter dens egne regler, fx om
  samtalehistorik. Spørg kun om det, du er tryg ved at sende dertil.

Se også [Sikkerhed & data](https://docs.consile.ai/essentials/sikkerhed-og-data.md).

## Read-only

Outlook-connectoren kan kun læse, og det gælder allerede hos Microsoft. Når du
forbinder, godkender du disse tilladelser:

| Tilladelse | Hvad den giver |
| - | - |
| `Mail.Read` | Læse brugerens egen mail |
| `Calendars.Read` | Læse brugerens egne kalendere |
| `User.Read` | Læse brugerens profil (navn og e-mailadresse), som giver aftalen sit navn |
| `offline_access` | Holde forbindelsen i live, så du ikke skal logge ind igen |

Det er rene læsetilladelser. En adgang med dem kan ikke sende, besvare, flytte eller
slette mails og kan ikke oprette eller ændre aftaler, heller ikke uden for Consile.
Connectoren har ingen skriveværktøjer, og Consile sender kun læseforespørgsler til
Microsoft. At din AI læser en mail, markerer den ikke som læst.

## Hvad kan den? (tools)

Du behøver ikke kende tool-navnene. Du spørger i naturligt sprog, og din AI vælger
selv det rigtige. Connectoren har 10 værktøjer, som alle kun læser. Når din AI
kalder dem, hedder de `outlook__<tool>` (fx `outlook__search_messages`).

**Mail**

| Tool | Hvad den gør |
| - | - |
| `list_mail_folders` | Postkassens mapper på øverste niveau (fx Indbakke, Sendt post, Arkiv og brugerens egne mapper) med antal ulæste og antal i alt. Undermapper vises ikke, men mappen viser, at den har nogen |
| `list_messages` | Mails i én mappe, nyeste først: emne, afsender, modtagere, datoer, læst/ulæst, vigtighed, om der er vedhæftede filer, og et kort uddrag. Indbakken, hvis ingen mappe nævnes. Kan filtrere, fx kun ulæste eller fra en bestemt afsender |
| `search_messages` | Fritekstsøgning i hele postkassen eller én mappe, i emne og indhold, og fx på afsender, emne, dato eller vedhæftede filer. Resultaterne kommer i relevansrækkefølge |
| `get_message` | Én mail i fuld længde med brødteksten som ren tekst, alle modtagere og listen over vedhæftede filer |
| `get_conversation` | En hel mailtråd i ét kald, ældste først, med hver mails brødtekst som ren tekst |
| `download_attachment` | Indholdet af én vedhæftet fil. Tekstfiler (fx txt, csv, json og html) som tekst, andre filer (fx PDF, Word og billeder) som kodede data (base64) med filtypen. Højst 5 MB |

**Kalender**

| Tool | Hvad den gør |
| - | - |
| `list_calendars` | Brugerens kalendere. Standardkalenderen er markeret |
| `list_events` | Aftaler i en kalender mellem to tidspunkter, højst 92 dage, sorteret efter start. Gentagne møder vises som de enkelte forekomster. Med sted, arrangør, deltagere og deres svar, ledig/optaget og mødelink |
| `get_event` | Én aftale i fuld længde, inklusive invitationens tekst |
| `list_upcoming_events` | Aftaler i standardkalenderen fra nu og et antal dage frem (som standard 7, højst 31) |

Aftalernes tidspunkter vises som standard i dansk tid. Din AI kan bede om en anden tidszone.

> [card] [Bygger du selv ovenpå? Se API-referencen](https://docs.consile.ai/developers/tools/outlook.md)
>
> Fuld reference med de 10 værktøjer, argumenter, filtre, søgning, sider,
> grænser og fejlbeskeder.

## Prøv at spørge

> [accordion] Indbakken
>
> > *"Hvilke ulæste mails har jeg fået i dag, og hvilke af dem kræver et svar?"*
>
> > *"Find mails fra \<navn> om tilbuddet i oktober, og opsummér, hvad vi er blevet enige om."*

> [accordion] Tråde og vedhæftede filer
>
> > *"Opsummér tråden om leveringen til \<firmanavn>, og list de åbne spørgsmål."*
>
> > *"Hent den vedhæftede CSV-fil i den seneste mail fra \<navn>@example.com, og læg tallene sammen pr. måned."*

> [accordion] Kalender
>
> > *"Hvad har jeg i kalenderen de næste tre dage, og hvem har ikke svaret på invitationen?"*
>
> > *"Hvor mange timer har jeg været i møder i sidste måned?"*

> [!TIP]
>
> Nævn gerne en afsender, et emne eller en periode i dit spørgsmål. Så kan din AI
> søge præcist i stedet for at læse mange mails igennem.

## Begrænsninger

* **Kun brugerens egen postkasse og kalender:** delte postkasser, kollegers
  postkasser og kontakter er ikke med. Kalendere, som andre har delt med brugeren,
  kan stå i listen over kalendere, men connectoren har kun Microsofts tilladelse til
  brugerens egne kalendere, så aftaler i dem kan ikke forventes at kunne læses.
* **Undermapper:** `list_mail_folders` viser kun mapperne på øverste niveau. Mails i
  en undermappe findes med søgning i hele postkassen.
* **Read-only:** connectoren kan ikke sende, besvare, flytte eller slette mails og
  kan ikke oprette eller ændre aftaler.
* **Kun arbejds- og skolekonti:** personlige Microsoft-konti understøttes ikke.
* **Lange tekster skæres af:** en mail eller en aftale giver højst 20.000 tegn
  brødtekst, og i en hel tråd højst 5.000 tegn pr. mail. Svaret viser, når teksten er
  skåret af, så din AI kan læse den enkelte mail for sig.
* **Vedhæftede filer:** filer over 5 MB afvises. En vedhæftet Outlook-mail eller
  -invitation og et link til en fil i OneDrive eller SharePoint har ikke noget
  filindhold at hente. Din AI får besked om det.
* **Perioder:** `list_events` tager højst 92 dage ad gangen og
  `list_upcoming_events` højst 31 dage frem. Din AI kan dele en længere periode op.
* **Store lister deles op:** en side er som standard 50 rækker og højst 500. Din AI
  kan bladre videre til næste side.
* **Microsofts kaldsgrænse:** Microsoft begrænser, hvor mange kald der må laves på
  kort tid. Rammer et opslag grænsen, får din AI besked om at vente lidt og bede om
  færre rækker.
* **Svartid:** svarer Microsoft ikke i tide, fejler opslaget med den generelle fejl
  "Tool invocation failed."
* **Forklarende fejl, men ikke altid:** ved de almindelige fejl giver connectoren
  din AI en forklaring: en adgang, der skal forbindes igen, manglende adgang, en mail
  eller aftale, der ikke findes, en fil, der er for stor, og en forespørgsel,
  Microsoft afviser. Andre fejl, fx en timeout eller en fejl hos Microsoft, giver kun
  den generelle fejl "Tool invocation failed."
* **Adgangen fornyes automatisk, men kan stoppe:** fejler fornyelsen, eller fjernes
  Consile i jeres Microsoft-organisation, får din AI besked om, at forbindelsen skal
  oprettes igen fra Consile-portalen. Portalen kan stadig vise **Forbundet**, fordi
  den gemte adgang ligger der endnu. Kun en administrator kan forbinde igen: står
  der **Adgang tilbagekaldt** ved aftalen, så klik **Forbind igen**. Ellers vælger
  administratoren **Afbryd forbindelsen** i menuen ud for aftalen og klikker
  derefter **Forbind**. Du kan også bede din AI om et nyt forbindelseslink i den
  connector, der hører til aftalen (fx `outlook-2`). Se
  [Forbind Outlook](https://docs.consile.ai/connect/forbind-outlook.md#adgangen-fornyes-men-forbindelsen-kan-stoppe).

Virker noget ikke som forventet? Se [Fejlfinding](https://docs.consile.ai/troubleshooting.md).


This documentation is built and hosted on [Mintlify](https://mintlify.com), a developer documentation platform.