> ## Documentation Index
> Fetch the complete documentation index at: https://docs.consile.ai/llms.txt
> Use this file to discover all available pages before exploring further.

# Forbind Teams

> Godkend Consile hos Microsoft med din arbejdskonto. Teams kræver, at en Microsoft 365-administrator giver samtykke til kanalbeskeder for hele organisationen. Alle tilladelser er læsetilladelser, og adgangen kan tilbagekaldes.

*[Read this page in English](https://docs.consile.ai/en/connect/connect-teams.md)*

Teams forbindes ved, at du logger ind hos Microsoft med din arbejds- eller skolekonto
og godkender Consile. Resultatet er en adgang, som Consile gemmer krypteret pr. kunde.
Din AI ser aldrig selve adgangen, kun svar på dine spørgsmål. Se
[Teams](https://docs.consile.ai/connectors/teams.md) for, hvad connectoren kan.

> [!NOTE]
>
> Du skal have et aktivt Teams-abonnement i [portalen](https://app.consile.ai), eller
> have systemet med i jeres plan ([den gratis udgave](https://docs.consile.ai/portal/gratis-udgave.md) eller
> [Consile Studio-medlemskabet](https://docs.consile.ai/portal/medlemskab.md)). Du skal logge ind med en
> Microsoft-arbejds- eller skolekonto, der bruger Teams. Og en Microsoft
> 365-administrator skal give samtykke for organisationen (se nedenfor). Din AI
> ([Claude](https://docs.consile.ai/connect/forbind-claude.md) eller [ChatGPT](https://docs.consile.ai/connect/forbind-chatgpt.md)) kan
> tilføjes før eller efter.

> [!NOTE]
>
> Forbindelsen gælder hele jeres Consile-konto. Alle brugere med adgang til Teams i
> Consile læser gennem den Microsoft-bruger, der er forbundet. De ser brugerens teams og
> kanaler og også brugerens egne chats, selv om en kollega har forbundet den. Alle i
> teamet kan forbinde en aftale, der ikke er forbundet endnu. Kun en administrator kan
> forbinde den igen eller afbryde den, fordi det ændrer forbindelsen for alle.
> Forbinder en administrator igen med en anden Microsoft-konto, erstatter det den
> eksisterende forbindelse.

## Vælg den rigtige Microsoft-bruger

Den Microsoft-bruger, du logger ind med, bestemmer, hvad din AI kan se: de teams og
kanaler, brugeren er medlem af, og brugerens egne 1:1-chats, gruppechats og
mødechats. Alle kolleger med adgang til Teams i Consile læser gennem den samme bruger.
Forbind derfor ikke med en konto, hvis chats kollegerne ikke skal kunne læse. Brug
eventuelt en konto, der er medlem af de teams, din AI skal læse, men ikke bruges til
private samtaler.

## Administratorens samtykke

Teams beder Microsoft om tilladelsen `ChannelMessage.Read.All`, så din AI kan læse
indlæg og svar i kanalerne. Microsoft lader kun en administrator give den tilladelse,
og samtykket gives for hele organisationen. Det sker én gang. Uden det samtykke kan
Teams ikke forbindes: Consile afviser en forbindelse, der mangler tilladelsen, i stedet
for at gemme en adgang, der kun kan læse chats.

Prøver en bruger uden de rettigheder at forbinde, stopper Microsoft ved en side om, at
der kræves en administrators godkendelse (på engelsk *Need admin approval*). Brugeren
kommer ikke videre derfra. Der er to måder at give samtykket på:

**1. Administratoren forbinder selv (letteste vej)**

En administrator, der må give samtykke for organisationen hos Microsoft (fx en
Global Administrator), følger trinnene under [Sådan gør du](#sådan-gør-du). På
Microsofts samtykkeskærm sætter administratoren flueben i *Consent on behalf of
your organization* og godkender. Så er samtykket givet for hele organisationen, og
aftalen er forbundet med administratorens konto.

**2. Brugeren beder om godkendelse**

Har jeres organisation slået Microsofts arbejdsgang for administratorgodkendelse
til, kan brugeren på Microsofts side sende en anmodning om godkendelse.
Administratoren godkender den i Microsoft Entra admin center. Derefter prøver
brugeren at forbinde igen fra Consile-portalen.

> [!NOTE]
>
> Hvilke administratorroller der må give samtykke, og om arbejdsgangen for
> administratorgodkendelse er slået til, styres af jeres egen opsætning hos Microsoft.
> Stopper Microsoft stadig brugeren, efter at samtykket er givet, så forbind med
> administratorens konto, eller skriv til
> [support@consile.dk](mailto:support@consile.dk).

## Sådan gør du

**1. Åbn connectoren i portalen**

Gå til Teams i [portalen](https://app.consile.ai). Klik **Forbind nu** øverst på
siden, eller **Forbind** ud for aftalen på kortet **Forbindelser**. Portalen kalder
hver forbindelse til systemet en aftale. Lige efter købet fører knappen **Forbind
Teams** på siden **Abonnement aktiveret** dig til den side. Har du ikke accepteret
Consiles vilkår endnu, bliver du bedt om det først.

**2. Godkend adgang**

I trinnet **Forbind Microsoft** viser portalen de seks tilladelser, Consile beder
Microsoft om: `Team.ReadBasic.All`, `Channel.ReadBasic.All`,
`ChannelMessage.Read.All`, `Chat.Read`, `User.Read` og `offline_access`. Klik
**Godkend adgang**. Du sendes til Microsofts login.

**3. Log ind med din arbejdskonto**

Log ind med den Microsoft-arbejds- eller skolekonto, der skal forbindes. Microsoft
afviser login med en personlig Microsoft-konto.

**4. Bekræft hos Microsoft**

Microsoft viser de tilladelser, Consile beder om. Er du administrator og har
samtykket ikke været givet før, så sæt flueben i *Consent on behalf of your
organization*. Bekræft for at fortsætte. Du sendes derefter tilbage til portalen.

> [!TIP]
>
> Portalen viser **Teams er forbundet**, og aftalen står som **Forbundet**. På
> connectorens side får aftalen navn efter den forbundne bruger, fx
> `<navn> (navn@example.com)`. Din AI kan nu læse brugerens teams, kanaler og
> chats. Har du ikke allerede tilføjet adressen `https://mcp.consile.ai/teams/mcp` i
> din AI, så gør det nu.

> [!TIP]
>
> Forbindelsen deles af hele virksomheden, så kolleger skal ikke forbinde Teams igen. En
> administrator giver dem adgang under **Team**, og hver kollega tilføjer selv adressen i
> sin egen AI og logger ind med sit eget Consile-login. Se [Team](https://docs.consile.ai/portal/team.md).

## Hvad godkender jeg helt præcist?

> [card] Kun læsning
>
> Alle tilladelserne er læsetilladelser. Consile har ingen skriveværktøjer til Teams
> og sender kun læseforespørgsler. Din AI kan ikke skrive, svare eller slette noget.
> `offline_access` giver den fornybare adgang, der holder forbindelsen i live.

> [card] Kun Microsoft Graph
>
> Godkendelsen gælder Microsofts fælles API til Microsoft 365. Mangler én af de
> tilladelser, Consile beder om, eller indeholder godkendelsen tilladelser til andre
> tjenester end Microsoft Graph, afvises forbindelsen.

> [card] Krypteret pr. kunde
>
> Consile gemmer adgangen krypteret med en nøgle, der kun gælder jeres konto, og
> logger den aldrig. Beskederne gemmes ikke. Adgangen fornyes automatisk i
> baggrunden.

> [card] Din AI ser det aldrig
>
> Din AI får aldrig selve adgangen udleveret, kun svar på dine spørgsmål.

## Adgangen fornyes, men forbindelsen kan stoppe

Consile fornyer adgangen automatisk, så du ikke skal forbinde igen ved normal brug.

> [!WARNING]
>
> Fejler fornyelsen, eller afviser Microsoft adgangen (fx fordi Consile er fjernet i
> jeres Microsoft-organisation, eller samtykket til kanalbeskeder er trukket tilbage),
> får din AI besked om, at forbindelsen skal oprettes igen fra Consile-portalen.
> Portalen kan stadig vise **Forbundet**, fordi den gemte adgang ligger der endnu.

Sådan forbinder en administrator igen:

* Står der **Adgang tilbagekaldt** ved aftalen, så klik **Forbind igen**, og følg
  trinnene ovenfor.
* Ellers: klik på menuen (de tre prikker) ud for aftalen på kortet **Forbindelser**,
  vælg **Afbryd forbindelsen**, og bekræft med **Afbryd forbindelse**. Klik derefter
  **Forbind**, og følg trinnene ovenfor.
* Du kan også bede din AI om et nyt forbindelseslink. Spørg i den connector, der hører
  til aftalen (fx `teams-2`), så linket forbinder netop den aftale.

> [!NOTE]
>
> Får din AI i stedet besked om, at Teams svarede 403, kan den forbundne bruger ikke se
> det team, den kanal eller den chat, eller jeres organisation har ikke givet samtykke
> til den tilladelse, opslaget kræver. Det hjælper ikke at forbinde igen. Bed en
> Microsoft 365-administrator om hjælp.

## Hvis forbindelsen fejler

Lykkes godkendelsen ikke, viser portalen **Forbindelsen blev ikke gennemført** og en
teknisk årsag. De mest almindelige:

* `unknown`: Microsoft gav ikke alle de tilladelser, Teams kræver. For Teams skyldes
  det typisk, at samtykket til `ChannelMessage.Read.All` mangler. Få en administrator
  til at give samtykket (se [Administratorens samtykke](#administratorens-samtykke)),
  og prøv igen. Kommer årsagen igen, efter at samtykket er givet, så skriv til support.
* `token_exchange_failed`: Microsoft sendte ikke en gyldig godkendelse tilbage, typisk
  fordi du annullerede hos Microsoft. Prøv igen, og godkend adgangen.
* `unexpected_scope`: godkendelsen indeholdt tilladelser til andre tjenester end
  Microsoft Graph. Prøv igen.
* `no_refresh_token`: Microsoft returnerede ikke en fornybar adgang. Prøv igen.
* `state_expired`, `invalid_state` eller `state_unknown_or_consumed`: der gik mere end
  10 minutter, eller den samme godkendelse blev brugt to gange (fx med browserens
  tilbage-knap). Start forfra i portalen.

Står du fast på Microsofts side om administratorgodkendelse, kommer du ikke tilbage til
portalen. Se [Administratorens samtykke](#administratorens-samtykke).

Klik **Prøv igen** for at komme tilbage til connectorens side, og start forfra med
**Forbind nu** eller **Forbind**. Hjælper det ikke, så skriv til [support@consile.dk](mailto:support@consile.dk) og
oplys den tekniske årsag.

## Flere Microsoft-brugere

Én aftale er én Microsoft-brugers Teams. Der er to grunde til at tilføje en aftale
mere:

* **En anden Microsoft-bruger.** Din AI skal kunne læse teams, kanaler eller chats, som
  en anden bruger har adgang til.
* **En anden Microsoft-organisation.** Forbind den nye aftale med en arbejdskonto i den
  anden organisation. Den organisation skal også give administratorsamtykke.

**1. Tilføj en aftale**

Åbn Teams i portalen. På kortet **Forbindelser** klikker en administrator **Tilføj
aftale (149,50 kr/md.)**. Aftalen lægges på det eksisterende abonnement og afregnes
forholdsmæssigt for resten af perioden.

**2. Forbind aftalen**

Når den nye aftale står klar (typisk efter få sekunder), klikker du **Forbind** ud
for den og gennemfører trinnene ovenfor med den anden Microsoft-bruger.

**3. Tilføj adressen i din AI**

Hver aftale har sin egen adresse, fx `https://mcp.consile.ai/teams-2/mcp`. Kopiér
den fra kortet, og tilføj den som en ekstra connector i din AI.

Forbinder du en ny aftale med den samme Microsoft-bruger som en eksisterende aftale,
skriver siden efter forbindelsen *Bemærk: Denne konto var allerede forbundet som en
anden portal, så forbindelsen blev opdateret dér i stedet. Den nye plads er stadig
ledig.* Ordet portal betyder her aftale. Forbind den nye aftale med en anden bruger.

Under [Consile Studio-medlemskabet](https://docs.consile.ai/portal/medlemskab.md#en-aftale-mere-i-et-system)
og i [den gratis udgave](https://docs.consile.ai/portal/gratis-udgave.md) gælder andre regler for at tilføje
en aftale. Kortet **Forbindelser** viser, hvad der gælder for jer.

En administrator fjerner en aftale med menuen ud for den: vælg **Fjern aftalen**, og
bekræft med **Fjern aftale**. Fjerner du en aftale, der ikke er den sidste, rykker den
sidste aftale op på den ledige plads og får dens adresse (fx
`https://mcp.consile.ai/teams-2/mcp` i stedet for `https://mcp.consile.ai/teams-3/mcp`).
Du skal rette adressen i din AI. Den sidste aftale fjernes ved at opsige abonnementet
under **Abonnement**.

## Træk adgangen tilbage

Du kan til enhver tid fjerne adgangen igen:

* **I portalen:** en administrator klikker på menuen (de tre prikker) ud for aftalen på
  kortet **Forbindelser**, vælger **Afbryd forbindelsen** og bekræfter med **Afbryd
  forbindelse**. Den gemte adgang slettes hos Consile med det samme. Abonnementet
  fortsætter, indtil en administrator opsiger det under **Abonnement**. Har I flere
  aftaler, kan en administrator også fjerne en aftale helt med **Fjern aftalen**. Så
  slettes dens adgang også.
* **Hos Microsoft:** samtykket ligger i jeres Microsoft-organisation, indtil I selv
  fjerner det. Vil I også fjerne det, gør en administrator det under **Enterprise
  apps** i Microsoft Entra admin center. Kort efter holder connectoren op med at virke,
  men portalen kan stadig vise den som **Forbundet**, indtil du afbryder den i
  portalen.
* **Når abonnementet ophører:** opsiger I Teams under **Abonnement**, sletter Consile
  automatisk den gemte adgang, når abonnementet slutter. Er en betaling blot forsinket,
  virker værktøjerne ikke imens, men den gemte adgang beholdes, så forbindelsen virker
  igen uden ny godkendelse, når betalingen er på plads.

Mere om databehandling i [Sikkerhed & data](https://docs.consile.ai/essentials/sikkerhed-og-data.md).


This documentation is built and hosted on [Mintlify](https://mintlify.com), a developer documentation platform.