> ## Documentation Index
> Fetch the complete documentation index at: https://docs.consile.ai/llms.txt
> Use this file to discover all available pages before exploring further.

# Forbind Planner & To Do

> Godkend Consile hos Microsoft med din arbejdskonto. Consile beder kun om læsetilladelser til dine opgaver og din profil. Adgangen fornyes løbende og kan tilbagekaldes.

*[Read this page in English](https://docs.consile.ai/en/connect/connect-planner.md)*

Planner & To Do forbindes ved, at du logger ind hos Microsoft med din arbejds- eller
skolekonto og godkender Consile. Resultatet er en adgang, som Consile gemmer
krypteret pr. kunde. Din AI ser aldrig selve adgangen, kun svar på dine spørgsmål.
Se [Planner & To Do](https://docs.consile.ai/connectors/planner.md) for, hvad connectoren kan.

> [!NOTE]
>
> Du skal have et aktivt Planner & To Do-abonnement i
> [portalen](https://app.consile.ai), eller have systemet med i jeres plan
> ([den gratis udgave](https://docs.consile.ai/portal/gratis-udgave.md) eller
> [Consile Studio-medlemskabet](https://docs.consile.ai/portal/medlemskab.md)). Du skal logge ind med en
> Microsoft-arbejds- eller skolekonto med Planner og To Do i sin Microsoft
> 365-licens. Din AI ([Claude](https://docs.consile.ai/connect/forbind-claude.md) eller
> [ChatGPT](https://docs.consile.ai/connect/forbind-chatgpt.md)) kan tilføjes før eller efter.

> [!NOTE]
>
> Forbindelsen gælder hele jeres Consile-konto. Alle brugere med adgang til Planner
> & To Do i Consile læser gennem den Microsoft-bruger, der er forbundet, og ser
> derfor de samme planer og To Do-lister, også selv om en kollega har forbundet den.
> Alle i teamet kan forbinde en aftale, der ikke er forbundet endnu. Kun en
> administrator kan forbinde den igen eller afbryde den, fordi det ændrer
> forbindelsen for alle. Forbinder en administrator igen med en anden
> Microsoft-konto, erstatter det den eksisterende forbindelse.

## Vælg den rigtige Microsoft-bruger

Den Microsoft-bruger, du logger ind med, bestemmer, hvad din AI kan se: de
Planner-planer, brugeren er medlem af, brugerens egne Planner-opgaver og brugerens
To Do-lister. Når din AI spørger efter "mine opgaver", er det den forbundne brugers
opgaver, uanset hvilken kollega i Consile der spørger. Forbind derfor med den
bruger, hvis opgaver din AI skal arbejde med. Skal flere personer have hver deres
opgaver, skal hver have sin egen aftale. Se [Flere Microsoft-brugere](#flere-microsoft-brugere).

## Sådan gør du

**1. Åbn connectoren i portalen**

Gå til Planner & To Do i [portalen](https://app.consile.ai). Klik **Forbind
nu** øverst på siden, eller **Forbind** ud for aftalen på kortet
**Forbindelser**. Portalen kalder hver forbindelse til systemet en aftale. Lige
efter købet fører knappen **Forbind Planner & To Do** på siden **Abonnement
aktiveret** dig til den side. Har du ikke accepteret Consiles vilkår endnu,
bliver du bedt om det først.

**2. Godkend adgang**

I trinnet **Forbind Microsoft** viser portalen de tre tilladelser, Consile beder
Microsoft om: `Tasks.Read`, `User.Read` og `offline_access`. Klik **Godkend
adgang**. Du sendes til Microsofts login.

**3. Log ind med din arbejdskonto**

Log ind med den Microsoft-arbejds- eller skolekonto, hvis planer og opgaver din
AI skal kunne læse. Microsoft afviser login med en personlig Microsoft-konto.

**4. Bekræft hos Microsoft**

Microsoft viser, at Consile beder om at læse dine opgaver, læse din profil og
bevare adgangen. Bekræft for at fortsætte. Du sendes derefter tilbage til
portalen. Beder Microsoft i stedet om en administrators godkendelse, så se
[nedenfor](#hvis-microsoft-beder-om-en-administrators-godkendelse).

> [!TIP]
>
> Portalen viser **Planner & To Do er forbundet**, og aftalen står som
> **Forbundet**. På connectorens side får aftalen et navn efter den forbundne
> bruger, fx `<navn> (<navn>@example.com)`. Din AI kan nu læse brugerens planer
> og To Do-lister. Har du ikke allerede tilføjet adressen
> `https://mcp.consile.ai/planner/mcp` i din AI, så gør det nu.

> [!TIP]
>
> Forbindelsen deles af hele virksomheden, så kolleger skal ikke forbinde Planner &
> To Do igen for at bruge den. En administrator giver dem adgang under **Team**, og
> hver kollega tilføjer selv adressen i sin egen AI og logger ind med sit eget
> Consile-login. Se [Team](https://docs.consile.ai/portal/team.md).

## Hvis Microsoft beder om en administrators godkendelse

I mange organisationer må en almindelig bruger ikke selv godkende en app, der læser
opgaver. Så viser Microsoft, at en administrators godkendelse er påkrævet, og du kan
ikke fortsætte. Der er to veje:

* **En administrator forbinder først.** En Microsoft-administrator i jeres
  organisation (fx en global administrator) klikker **Forbind** i Consile-portalen
  og sætter på Microsofts godkendelsesside flueben i feltet for at give samtykke på
  vegne af hele organisationen. Derefter kan jeres brugere forbinde uden at blive
  stoppet. Husk, at aftalen læser som den bruger, der forbinder. Skal aftalen læse
  en anden brugers opgaver, så lad den bruger forbinde bagefter. Det kræver en
  Consile-administrator at forbinde en aftale igen.
* **Godkendelse via en anmodning.** Har jeres organisation slået anmodninger om
  administratorgodkendelse til i Microsoft Entra, kan du sende en anmodning fra
  Microsofts side. Når en administrator har godkendt den, forbinder du igen fra
  portalen.

Kontakt jeres Microsoft-administrator, eller skriv til [support@consile.dk](mailto:support@consile.dk), hvis du
er i tvivl.

## Hvad godkender jeg helt præcist?

> [card] Kun læsning
>
> `Tasks.Read` giver læseadgang til brugerens Planner-opgaver og To Do-lister.
> `User.Read` giver læseadgang til brugerens egen profil, så portalen kan vise,
> hvem aftalen er forbundet med. Ingen af dem kan ændre noget. `offline_access`
> giver den fornybare adgang, der holder forbindelsen i live.

> [card] Kun opgaver og din profil
>
> Godkendelsen giver ikke adgang til jeres brugerkatalog. Derfor vises tildelte
> som bruger-id'er og ikke som navne. Mangler en af tilladelserne i Microsofts
> godkendelse, afvises forbindelsen.

> [card] Krypteret pr. kunde
>
> Consile gemmer adgangen krypteret med en nøgle, der kun gælder jeres konto, og
> logger den aldrig. Den fornyes automatisk i baggrunden.

> [card] Din AI ser det aldrig
>
> Din AI får aldrig selve adgangen udleveret, kun svar på dine spørgsmål.

## Adgangen fornyes, men forbindelsen kan stoppe

Consile fornyer adgangen automatisk, så du ikke skal forbinde igen ved normal brug.

> [!WARNING]
>
> Fejler fornyelsen, eller afviser Microsoft adgangen (fx fordi Consile er fjernet i
> jeres Microsoft-organisation), får din AI besked om, at forbindelsen skal oprettes
> igen fra Consile-portalen. Portalen kan stadig vise **Forbundet**, fordi den gemte
> adgang ligger der endnu.

Sådan forbinder en administrator igen:

* Står der **Adgang tilbagekaldt** ved aftalen, så klik **Forbind igen**, og følg
  trinnene ovenfor.
* Ellers: klik på menuen (de tre prikker) ud for aftalen på kortet
  **Forbindelser**, vælg **Afbryd forbindelsen**, og bekræft med **Afbryd
  forbindelse**. Klik derefter **Forbind**, og følg trinnene ovenfor.
* Du kan også bede din AI om et nyt forbindelseslink. Spørg i den connector, der
  hører til aftalen (fx `planner-2`), så linket forbinder netop den aftale.

Forbinder du igen med en anden Microsoft-bruger end før, skriver siden efter
forbindelsen *Bemærk: Portalen er nu forbundet til en anden konto end før. Tjek
portallisten, hvis det ikke var meningen.* Ordet portal betyder her aftale.

> [!NOTE]
>
> Får din AI i stedet besked om, at Planner svarede 403, mangler den forbundne
> bruger adgang til planen eller opgaven, eller jeres administrator har ikke
> godkendt den tilladelse, værktøjet kræver. Det hjælper ikke at forbinde igen. Bed
> en Microsoft 365-administrator om hjælp.

## Hvis forbindelsen fejler

Lykkes godkendelsen ikke, viser portalen **Forbindelsen blev ikke gennemført** og en
teknisk årsag. De mest almindelige:

* `token_exchange_failed`: Microsoft sendte ikke en gyldig godkendelse tilbage,
  typisk fordi du annullerede hos Microsoft. Prøv igen, og godkend adgangen.
* `unexpected_scope`: Microsoft gav ikke de tilladelser, Consile beder om. Prøv
  igen, og godkend alle tilladelserne.
* `no_refresh_token`: Microsoft returnerede ikke en fornybar adgang. Prøv igen.
* `state_expired`, `invalid_state` eller `state_unknown_or_consumed`: der gik mere
  end 10 minutter, eller den samme godkendelse blev brugt to gange (fx med
  browserens tilbage-knap). Start forfra i portalen.

Klik **Prøv igen** for at komme tilbage til connectorens side, og start forfra med
**Forbind nu** eller **Forbind**. Hjælper det ikke, så skriv til
[support@consile.dk](mailto:support@consile.dk) og oplys den tekniske årsag.

## Flere Microsoft-brugere

Én aftale er én forbundet Microsoft-bruger. Der er to grunde til at tilføje en
aftale mere:

* **En anden medarbejders opgaver.** Forbind den nye aftale med den medarbejders
  egen Microsoft-konto. Så har din AI en connector til hver persons planer og To
  Do-lister.
* **En anden Microsoft-organisation.** Forbind den nye aftale med en arbejdskonto i
  den anden organisation.

**1. Tilføj en aftale**

Åbn Planner & To Do i portalen. På kortet **Forbindelser** klikker en
administrator **Tilføj aftale (74,50 kr/md.)**. Aftalen lægges på det
eksisterende abonnement og afregnes forholdsmæssigt for resten af perioden.

**2. Forbind aftalen**

Når den nye aftale står klar (typisk efter få sekunder), klikker du **Forbind**
ud for den og gennemfører trinnene ovenfor med den Microsoft-bruger, aftalen
skal læse som.

**3. Tilføj adressen i din AI**

Hver aftale har sin egen adresse, fx
`https://mcp.consile.ai/planner-2/mcp`. Kopiér den fra kortet, og tilføj den som
en ekstra connector i din AI.

Forbinder du den nye aftale med en Microsoft-bruger, der allerede er forbundet på en
anden aftale, bliver forbindelsen opdateret på den eksisterende aftale i stedet.
Siden efter forbindelsen skriver *Bemærk: Denne konto var allerede forbundet som en
anden portal, så forbindelsen blev opdateret dér i stedet. Den nye plads er stadig
ledig.* Ordet portal betyder her aftale. Forbind den ledige aftale med en anden
Microsoft-bruger. Er du logget ind hos Microsoft med den forkerte konto, så log ud
hos Microsoft først.

Under [Consile Studio-medlemskabet](https://docs.consile.ai/portal/medlemskab.md#en-aftale-mere-i-et-system)
og i [den gratis udgave](https://docs.consile.ai/portal/gratis-udgave.md) gælder andre regler for at tilføje
en aftale. Kortet **Forbindelser** viser, hvad der gælder for jer.

En administrator fjerner en aftale med menuen ud for den: vælg **Fjern aftalen**,
og bekræft med **Fjern aftale**. Fjerner du en aftale, der ikke er den sidste,
rykker den sidste aftale op på den ledige plads og får dens adresse (fx
`https://mcp.consile.ai/planner-2/mcp` i stedet for
`https://mcp.consile.ai/planner-3/mcp`). Du skal rette adressen i din AI. Den
sidste aftale fjernes ved at opsige abonnementet under **Abonnement**.

## Træk adgangen tilbage

Du kan til enhver tid fjerne adgangen igen:

* **I portalen:** en administrator klikker på menuen (de tre prikker) ud for
  aftalen på kortet **Forbindelser**, vælger **Afbryd forbindelsen** og bekræfter
  med **Afbryd forbindelse**. Den gemte adgang slettes hos Consile med det samme.
  Abonnementet fortsætter, indtil en administrator opsiger det under
  **Abonnement**. Har I flere aftaler, kan en administrator også fjerne en aftale
  helt med **Fjern aftalen**. Så slettes dens adgang også.
* **Hos Microsoft:** godkendelsen ligger i jeres Microsoft-organisation, indtil I
  selv fjerner den. Vil I også fjerne den, gør en administrator det under
  **Enterprise apps** i Microsoft Entra admin center. Kort efter holder connectoren
  op med at virke, men portalen kan stadig vise den som **Forbundet**, indtil du
  afbryder den i portalen.
* **Når abonnementet ophører:** opsiger I Planner & To Do under **Abonnement**,
  sletter Consile automatisk den gemte adgang, når abonnementet slutter. Er en
  betaling blot forsinket, virker værktøjerne ikke imens, men den gemte adgang
  beholdes, så forbindelsen virker igen uden ny godkendelse, når betalingen er på
  plads.

Mere om databehandling i [Sikkerhed & data](https://docs.consile.ai/essentials/sikkerhed-og-data.md).


This documentation is built and hosted on [Mintlify](https://mintlify.com), a developer documentation platform.