> ## Documentation Index
> Fetch the complete documentation index at: https://docs.consile.ai/llms.txt
> Use this file to discover all available pages before exploring further.

# Forbind Outlook

> Log ind hos Microsoft med arbejdskontoen til den postkasse, din AI skal læse, og godkend Consile. Tilladelserne er rene læsetilladelser. Adgangen fornyes løbende og kan tilbagekaldes.

*[Read this page in English](https://docs.consile.ai/en/connect/connect-outlook.md)*

Outlook forbindes ved, at den bruger, hvis postkasse og kalender din AI skal læse,
logger ind hos Microsoft med sin arbejds- eller skolekonto og godkender Consile.
Resultatet er en adgang, som Consile gemmer krypteret pr. kunde. Din AI ser aldrig
selve adgangen, kun svar på dine spørgsmål. Mails og aftaler hentes live hos
Microsoft og gemmes ikke hos Consile. Se [Outlook](https://docs.consile.ai/connectors/outlook.md) for, hvad
connectoren kan.

> [!NOTE]
>
> Du skal have et aktivt Outlook-abonnement i [portalen](https://app.consile.ai),
> eller have systemet med i jeres plan ([den gratis udgave](https://docs.consile.ai/portal/gratis-udgave.md)
> eller [Consile Studio-medlemskabet](https://docs.consile.ai/portal/medlemskab.md)). Du skal logge ind med en
> Microsoft-arbejds- eller skolekonto, der har en postkasse i Microsoft 365. Din AI
> ([Claude](https://docs.consile.ai/connect/forbind-claude.md) eller [ChatGPT](https://docs.consile.ai/connect/forbind-chatgpt.md)) kan
> tilføjes før eller efter.

> [!WARNING]
>
> Forbindelsen gælder hele jeres Consile-konto. Alle brugere med adgang til Outlook i
> Consile læser den postkasse, der er forbundet, også selv om en kollega har
> forbundet den. Har I flere aftaler, kan de alle bruge hver aftale. Giv derfor kun
> Outlook-adgang til personer, der må læse de forbundne postkasser. Se
> [Hvem kan læse postkassen?](https://docs.consile.ai/connectors/outlook.md#hvem-kan-læse-postkassen)

Alle i teamet kan forbinde en aftale, der ikke er forbundet endnu. Kun en
administrator kan forbinde den igen eller afbryde den, fordi det ændrer forbindelsen
for alle. Forbinder en administrator igen med en anden Microsoft-konto, læser
aftalen derefter den nye kontos postkasse.

## Log ind med den rigtige konto

Den Microsoft-konto, du logger ind med, er den postkasse, din AI læser. Er du
allerede logget ind hos Microsoft i browseren, kan Microsoft bruge den konto uden at
spørge. Skal aftalen læse en anden persons postkasse, så lad den person forbinde fra
sin egen computer, eller vælg den rigtige konto hos Microsoft (fx med **Brug en anden
konto**).

## Sådan gør du

**1. Åbn connectoren i portalen**

Gå til Outlook i [portalen](https://app.consile.ai). Klik **Forbind nu** øverst
på siden, eller **Forbind** ud for aftalen på kortet **Forbindelser**. Portalen
kalder hver forbindelse til systemet en aftale. Lige efter købet fører knappen
**Forbind Outlook** på siden **Abonnement aktiveret** dig til den side. Har du
ikke accepteret Consiles vilkår endnu, bliver du bedt om det først.

**2. Godkend adgang**

I trinnet **Forbind Microsoft** viser portalen de fire tilladelser, Consile beder
Microsoft om: `Mail.Read`, `Calendars.Read`, `User.Read` og `offline_access`.
Klik **Godkend adgang**. Du sendes til Microsofts login.

**3. Log ind med din arbejdskonto**

Log ind med den Microsoft-arbejds- eller skolekonto, hvis postkasse din AI skal
læse. Microsoft afviser login med en personlig Microsoft-konto.

**4. Bekræft hos Microsoft**

Microsoft viser, at Consile beder om at læse din mail og dine kalendere, læse din
profil og bevare adgangen. Bekræft for at fortsætte. Du sendes derefter tilbage
til portalen.

> [!TIP]
>
> Portalen viser **Outlook er forbundet**, og aftalen står som **Forbundet**. På
> connectorens side får aftalen navn efter den forbundne bruger, fx
> `<navn> (<navn>@example.com)`. Din AI kan nu læse postkassen og kalenderen. Har
> du ikke allerede tilføjet adressen `https://mcp.consile.ai/outlook/mcp` i din
> AI, så gør det nu.

> [!TIP]
>
> Forbindelsen deles af hele virksomheden, så kolleger skal ikke forbinde den samme
> postkasse igen. En administrator giver dem adgang under **Team**, og hver kollega
> tilføjer selv adressen i sin egen AI og logger ind med sit eget Consile-login. Se
> [Team](https://docs.consile.ai/portal/team.md).

## Hvis Microsoft beder om en administrators godkendelse

Mange organisationer lader ikke brugerne selv godkende, at en app læser mail og
kalender. Så viser Microsoft, at en administrator skal godkende, før du kan
fortsætte. Kontakt i så fald jeres Microsoft-administrator. Der er to veje:

* **Administratoren godkender for hele organisationen.** Når en
  Microsoft-administrator logger ind i trinnet ovenfor, kan vedkommende sætte flueben ved
  samtykke på vegne af organisationen og godkende. Derefter kan brugerne forbinde
  uden at blive stoppet. Bemærk, at den konto, der gennemfører forbindelsen, er den
  postkasse, aftalen læser. Har administratoren forbundet sin egen postkasse og
  skulle det ikke have været den, så lad en Consile-administrator afbryde
  forbindelsen og forbinde igen med den rigtige bruger.
* **Brugeren sender en anmodning.** Har jeres organisation slået anmodninger om
  administratorgodkendelse til, kan du sende en anmodning fra Microsofts side.
  Når administratoren har godkendt den, starter du forfra i portalen.

Kommer du ikke videre, så skriv til [support@consile.dk](mailto:support@consile.dk).

## Hvad godkender jeg helt præcist?

> [card] Kun læsning, også hos Microsoft
>
> `Mail.Read` og `Calendars.Read` er Microsofts rene læsetilladelser. En adgang med
> dem kan ikke sende, flytte eller slette mails eller ændre i kalenderen, heller
> ikke uden for Consile. Consile har ingen skriveværktøjer til Outlook og sender kun
> læseforespørgsler.

> [card] Kun brugerens egen postkasse
>
> Tilladelserne gælder den bruger, der logger ind: brugerens egen mail og egne
> kalendere. Delte postkasser og kollegers postkasser er ikke med. `User.Read` giver
> brugerens navn og e-mailadresse til aftalens navn. `offline_access` holder
> forbindelsen i live.

> [card] Intet indhold gemmes
>
> Mails, vedhæftede filer og aftaler hentes live hos Microsoft, når din AI spørger,
> og sendes direkte videre. Consile gemmer ingen kopi og logger ikke indholdet.

> [card] Krypteret pr. kunde
>
> Consile gemmer adgangen krypteret med en nøgle, der kun gælder jeres konto, og
> logger den aldrig. Din AI får den aldrig udleveret. Den fornyes automatisk i
> baggrunden.

## Adgangen fornyes, men forbindelsen kan stoppe

Consile fornyer adgangen automatisk, så du ikke skal forbinde igen ved normal brug.

> [!WARNING]
>
> Fejler fornyelsen, eller afviser Microsoft adgangen (fx fordi Consile er fjernet i
> jeres Microsoft-organisation), får din AI besked om, at forbindelsen skal oprettes
> igen fra Consile-portalen. Portalen kan stadig vise **Forbundet**, fordi den gemte
> adgang ligger der endnu.

Sådan forbinder en administrator igen:

* Står der **Adgang tilbagekaldt** ved aftalen, så klik **Forbind igen**, og følg
  trinnene ovenfor.
* Ellers: klik på menuen (de tre prikker) ud for aftalen på kortet
  **Forbindelser**, vælg **Afbryd forbindelsen**, og bekræft med **Afbryd
  forbindelse**. Klik derefter **Forbind**, og følg trinnene ovenfor.
* Du kan også bede din AI om et nyt forbindelseslink. Spørg i den connector, der
  hører til aftalen (fx `outlook-2`), så linket forbinder netop den aftale.

Log ind med den samme Microsoft-konto som før. Er aftalen bagefter forbundet til en
anden konto, skriver siden efter forbindelsen *Bemærk: Portalen er nu forbundet til
en anden konto end før. Tjek portallisten, hvis det ikke var meningen.* Ordet portal
betyder her aftale.

> [!NOTE]
>
> Får din AI i stedet besked om, at Outlook svarede 403, mangler den forbundne
> bruger adgang til det, der blev spurgt om, eller jeres administrator har ikke
> godkendt den tilladelse, værktøjet skal bruge. Det hjælper ikke at forbinde igen.
> Bed en Microsoft 365-administrator om hjælp.

## Hvis forbindelsen fejler

Lykkes godkendelsen ikke, viser portalen **Forbindelsen blev ikke gennemført** og en
teknisk årsag. De mest almindelige:

* `token_exchange_failed`: Microsoft sendte ikke en gyldig godkendelse tilbage,
  typisk fordi du annullerede hos Microsoft. Prøv igen, og godkend adgangen.
* `unexpected_scope`: Microsofts godkendelse passede ikke til det, Consile beder
  om. Prøv igen.
* `no_refresh_token`: Microsoft returnerede ikke en fornybar adgang. Prøv igen.
* `state_expired`, `invalid_state` eller `state_unknown_or_consumed`: der gik mere
  end 10 minutter, eller den samme godkendelse blev brugt to gange (fx med
  browserens tilbage-knap). Start forfra i portalen.

Klik **Prøv igen** for at komme tilbage til connectorens side, og start forfra med
**Forbind nu** eller **Forbind**. Hjælper det ikke, så skriv til
[support@consile.dk](mailto:support@consile.dk) og oplys den tekniske årsag.

## Flere postkasser

Én aftale er én postkasse. Skal din AI kunne læse flere postkasser, tilføjer I en
aftale pr. postkasse.

**1. Tilføj en aftale**

Åbn Outlook i portalen. På kortet **Forbindelser** klikker en administrator
**Tilføj aftale (149,50 kr/md.)**. Aftalen lægges på det eksisterende abonnement
og afregnes forholdsmæssigt for resten af perioden.

**2. Forbind aftalen**

Når den nye aftale står klar (typisk efter få sekunder), klikker du **Forbind**
ud for den, og den bruger, hvis postkasse aftalen skal læse, gennemfører
trinnene ovenfor.

**3. Tilføj adressen i din AI**

Hver aftale har sin egen adresse, fx `https://mcp.consile.ai/outlook-2/mcp`.
Kopiér den fra kortet, og tilføj den som en ekstra connector i din AI.

Husk, at alle med adgang til Outlook i Consile kan bruge alle aftalerne. Se
[Hvem kan læse postkassen?](https://docs.consile.ai/connectors/outlook.md#hvem-kan-læse-postkassen)

Forbinder du en postkasse, der allerede er forbundet på en anden aftale, flytter
Consile forbindelsen over på den aftale, der allerede har postkassen, og den nye
aftale står stadig ledig. Siden efter forbindelsen skriver *Bemærk: Denne konto var
allerede forbundet som en anden portal, så forbindelsen blev opdateret dér i
stedet. Den nye plads er stadig ledig.* Forbind den ledige aftale med en anden
postkasse, eller fjern den.

Under [Consile Studio-medlemskabet](https://docs.consile.ai/portal/medlemskab.md#en-aftale-mere-i-et-system)
og i [den gratis udgave](https://docs.consile.ai/portal/gratis-udgave.md) gælder andre regler for at tilføje
en aftale. Kortet **Forbindelser** viser, hvad der gælder for jer.

En administrator fjerner en aftale med menuen ud for den: vælg **Fjern aftalen**,
og bekræft med **Fjern aftale**. Fjerner du en aftale, der ikke er den sidste,
rykker den sidste aftale op på den ledige plads og får dens adresse (fx
`https://mcp.consile.ai/outlook-2/mcp` i stedet for
`https://mcp.consile.ai/outlook-3/mcp`). Du skal rette adressen i din AI. Den
sidste aftale fjernes ved at opsige abonnementet under **Abonnement**.

## Træk adgangen tilbage

Du kan til enhver tid fjerne adgangen igen:

* **I portalen:** en administrator klikker på menuen (de tre prikker) ud for
  aftalen på kortet **Forbindelser**, vælger **Afbryd forbindelsen** og bekræfter
  med **Afbryd forbindelse**. Den gemte adgang og aftalens navn slettes hos Consile
  med det samme. Abonnementet fortsætter, indtil en administrator opsiger det under
  **Abonnement**. Har I flere aftaler, kan en administrator også fjerne en aftale
  helt med **Fjern aftalen**. Så slettes dens adgang også.
* **Hos Microsoft:** godkendelsen ligger i jeres Microsoft-organisation, indtil I
  selv fjerner den. Vil I også fjerne den, gør en administrator det under
  **Enterprise apps** i Microsoft Entra admin center. Kort efter holder connectoren
  op med at virke, men portalen kan stadig vise den som **Forbundet**, indtil du
  afbryder den i portalen.
* **Når abonnementet ophører:** opsiger I Outlook under **Abonnement**, sletter
  Consile automatisk den gemte adgang, når abonnementet slutter. Er en betaling
  blot forsinket, virker værktøjerne ikke imens, men den gemte adgang beholdes, så
  forbindelsen virker igen uden ny godkendelse, når betalingen er på plads.

Mere om databehandling i [Sikkerhed & data](https://docs.consile.ai/essentials/sikkerhed-og-data.md).


This documentation is built and hosted on [Mintlify](https://mintlify.com), a developer documentation platform.